At turde tænke ud af boksen

Hvorfor har vi så travlt med at putte i kasser, når det først er når vi tør bryde med trygge rammer og overskride grænser at vi rykker os?

Og kan det hænge sammen?

Da jeg første gang sad på den psykiatriske skadestue, tilbage i 2005, havde jeg allerede fået konstateret depression ved min egen læge, og var sat i behandling med antidepressivt. Jeg blev indlagt og fik hurtigt tilføjet angst og borderline til listen. Den voksede over de efterfølgende år med flere personlighedsforstyrrelser, og medicinlisten voksede i takt med at diagnoselisten gjorde. Jeg endte med diagnosen paranoid skizofreni, og 4 forskellige antipsykotiske præparater, antidepressivt og stemningsstabiliserende. For ikke at tale om medicinen mod alle bivirkningerne og vitaminerne fordi min krop sagde fra. Det paradoksale var, at jeg aldrig havde ret god gavn af medicinen, jeg måtte selv vælge hvad jeg nu ville prøve. Om det så var injektioner, eller i pilleform og også hvilke kombinationer. Jeg sagde NEJ til elektrochok og zyprexa, men ellers har jeg været ret godt rundt i behandlingsformerne.

Alt hvad jeg gav udtryk for var symptomer. Når jeg var vred, var det nok en reaktion på forkert medicinering, når jeg var ked af det, var jeg nok depressiv. Når jeg var glad var jeg manisk, og når jeg var forvirret og havde mange tanker, kunne det jo være vrangforestillinger eller måske endda stemmer. Jeg spurgte indimellem psykiaterne hvordan de definerede stemmehøring, og sjældent kunne de give et konkret svar. Og jeg vidste det heller ikke!

Da jeg begyndte at arbejde med at blive rask og ville trappe ud af min medicin, mødte jeg modstand. For manglende sygdomserkendelse er jo også et symptom på skizofreni, og var psykoedukation så ikke en idé igen? Så kunne jeg lære at leve med mine problemer og symptomer og udfordringer, for rask kunne jeg ikke blive. Og da jeg sagde farvel til det sidste medicin i 2016, fik jeg læst og påskrevet om alt det skrækkelige der kunne ske, hvis jeg fik tilbagefald. Kognitive tilbagefald i en sådan grad, at det ikke kunne trænes op, genindlæggelser og i værste fald psykoser.

Jeg har endnu ikke mærket noget til dét….. Men jeg brød med alle kasserne, hvor jeg aldrig følte mig hjemme. Jeg brød med de lange lister, med de holdninger der var til en patient med skizofreni, med de normer der er i dét system og aldrig har jeg følt mig selv mere som mig.

Som erstatning for ovenstående kan jeg i dag mærke mig selv, mine følelser og reaktioner. Det giver mig større mulighed for at arbejde med de mønstre jeg har, med tankerne og følelserne – og det har rykket SÅ vildt.
Jeg er lykkelig for at jeg ikke blev hængende, trods det var det trygge. Jeg er glad for, at jeg bankede i bordet og mærkede efter.
Jeg arbejdede med mig selv, og fik langsomt styrket mine grænser og min essens. Og det gjorde at jeg kunne komme ud af symptombehandlingen og at jeg nu er rask 

Tænk hvis vi havde en psykiatri der rent faktisk tilbød at arbejde med den enkelte patients individuelle kompetencer og styrke dem. Tænk hvis psykiatrien ikke havde så travlt med at putte patienter i kasser, systemer og på samlebånd. Tænk hvis vi havde en psykiatri der havde fokus på at helbrede….. 

Jeg er ved at pakke mit hjem ned i flyttekasser, og sådanne fysiske skift er ikke særlig rare for mig, heldigvis kan jeg snart pakke dem ud igen. 

-Sidsel

 

Sidsel Høgenhaug