Usagte ting ved at blive rask

For noget tid siden var jeg afsted og holde foredrag for brugere og personale på et botilbud, og det satte gode tanker i gang i mig, affødt af snakken om det med at blive rask.

Da jeg blev rask, mødte jeg udfordringer jeg på ingen måde havde forudset, i hvert fald ikke størrelsen på dem. 
Jeg var i systemet i 12 år, og det var 12 hårde år. Kort fortalt var det først da jeg selv tog ansvaret og hev ønsket om at blive rask helt ind til mig selv, at jeg kunne knokle for at blive rask. Indtil da havde jeg en forventning om at andre gjorde det for mig.

Psykiatrien og behandlingssystemet var en tryg base og jeg kendte det ud og ind. Og som med meget andet, så kan frygten for det ukendte ofte afspejle sig i den manglende gejst for at rykke sig.

I takt med at jeg blev mere og mere rask, skulle jeg også slippe systemet trin for trin. Og det var et kæmpe sikkerhedsnet jeg skulle klippe navlesnoren til, som både var trygt men også usundt. Det var virkelig ambivalent at bryde med den boble, for jeg vidste det var det eneste rigtige på sigt, men hvornår var det rette tidspunkt? Hvornår ville jeg være 100% klar?

Jeg nåede aldrig et tidspunkt hvor jeg var 100% klar. Jeg nåede aldrig en grænse, hvor jeg tænkte, at NU går jeg ikke tilbage.

Men jeg hoppede uden helt at vide hvorhen eller til hvad. Og jeg tænker det er som med meget andet vi støder på, at når vi tør tage chancer uden at vide resultatet, så er det vi rykker os.

Jeg skulle virkelig omlægge alt i mit liv, nu hvor sikkerhedsnettet var sluppet og jeg langsomt skulle finde ud af, hvem jeg var som mig og ikke patient. Når det ikke længere var faglige termer i en journal, lister med diagnoser, symptomer og reaktionsmønstre der bestemte hvem jeg var. Det var ikke længere andres ord, men tværtimod min egen mulighed for at klatte mit lærred til og skabe mit eget maleri.

Jeg greb heldigvis muligheden og landede så fint i mig selv. Jeg ELSKER mit nye liv, men det var ikke uden problemer at blive rask. Og det vil jeg skrive mere om det følgende stykke tid på min blog. Så følg med og lad dig måske inspirere. Om det er i dit eget liv, eller i dit arbejde med andres – velkommen til.