Tak for et fantastisk 2018

Jeg ser tilbage på et 2018, der på alle måder har været vildt og udviklende.

Det har været et år hvor jeg blandt andet har;

-Holdt de første store oplæg og workshops.

-Gjort op med idéen om at jeg skal arbejde i psykiatrien - jeg ser ikke mig selv som en del af den organisation, som den fungerer på nuværende tidspunkt. Jeg var endda til jobsamtale i psykiatrien, og det var den bedste jobsamtale. Det var vi alle enige om. Men det er SÅ rigtigt jeg ikke fik det job, og jeg er taknemmelig over at have fået god feedback og at jeg mærker en klar ro omkring den beslutning.

-Oplevet stor interesse for det jeg kan, hvilket har været overvældende og meget givende.

-Stødt på de mest fantastiske mennesker, der giver den bedste sparring på den her rejse.

-Turde begynde tro på, at jeg kan skabe min egen karriere.

-Lavet min egen hjemmeside.

-Stået ved mig selv, sat grænser og sagt fra. Specielt i forhold til artikler og interviews jeg ikke har følt var rigtigt at deltage i. Dét har været svært! For ikke at nævne det med at værdisætte en personlig viden som min…

Det har også været året, hvor jeg har fundet en helt ny ro.

Jeg har trukket mig fra dem omkring mig, meget bevidst. Jeg har haft brug for at se indad og have fokus på mine drømme og min udvikling. Jeg holder aldrig op med at lære om mig selv og livet, og jeg er SÅ taknemmelig og glad for den nyfundne ro i mig selv.

Jeg er flyttet, og jeg er ikke god til de fysiske skift. Det er det helt rigtige sted jeg er havnet lige nu, og jeg mærker allerede nu den tryghed den her nye base giver mig. Jeg elsker at indrette og skabe et sidsel-hjem, hvilket det bestemt er blevet.

Jeg har købt en bil, hvilket er den bedste gave jeg har givet mig selv i 2018. Det har givet mig mulighed for at kommer rundt i hele landet, ikke mindst til oplæg, venner og familie. Det har givet mig en frihed jeg slet ikke kan beskrive.

Jeg er blevet mere sikker på min uddannelse, også selvom det tekniske er enormt svært. Men det menneskelige aspekt, den bløde del er trådt frem på det her semester. Undervisning i pædagogik, formidling, kommunikation og vores sundhedsvæsen har i den grad pustet til min iværtsætterspire, skabt drømme jeg ikke har mærket før og jeg ELSKER den innovative del og de muligheder der følger.

Jeg er startet til yoga og mediterer ofte. Jeg troede aldrig det ville blive en del af mit liv, men jeg mærker tydeligt hvilken forskel og grounding det har givet mig.

Jeg har haft fokus på mit kreative univers, hvilket også giver mig en ro. Men som i den grad også styrker mig i mine drømme og idéer.

Jeg er simpelthen SÅ taknemmelig for alt det jeg har fyldt mit 2018 med, alt det der er dumpet ind ad min dør. Alle de fantastiske mennesker jeg har mødt, og heldigvis følger de fleste med over i 2019. Jeg er overvældet over den interesse der er for det jeg kommer med, også uden jeg helt selv er klar over hvordan det kommer til at se ud de næste år. Jeg mærker blot, at jeg er på ved i den helt rigtige retning, og jeg er SÅ glad.

Det er tiden til at se tilbage, og lukke kapitlet for 2018.

Det har været et udfordrende år, men jeg har lært utrolig meget. Tak!

Med ønske om en dejlig sidste dag i 2018, pas på jer selv i aften og hop så ind i 2019 med sommerfugle i maven, ro og de største drømme - det gør jeg.

-Sidsel