Har jeg stadig selvskadetrangen?


Da jeg var afsted i Aalborg for at holde oplæg for et par uger siden, blev min hat fyldt med gode spørgsmål som vi tog i plenum som en afslutning på aftenen.

Der var mange gode spørgsmål, og blandt andet et omkring min selvskade og om jeg ikke har trangen mere. Det var et super godt spørgsmål, og jeg tænker jeg vil dele mine tanker om det med jer.

Når jeg har valgt at være så offentlig med min historie, og af den grund også dykke tilbage i fortiden gang på gang, så har jeg indimellem en meget klar følelse af hvordan jeg havde det. Først og fremmest, nej jeg har ikke trangen længere og jeg kunne aldrig finde på at selvskade igen. Jeg ved godt, at man med psykisk sygdom aldrig kan sige aldrig, men jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig bliver syg på samme måde igen. Jeg husker så tydeligt hvordan selvskaden fyldte alt i mig, hvordan mine tanker konstant kredsede om skarpe genstande og næste ”move”. Jeg forstod ikke hvor farligt det var og jeg forstod slet ikke hvor meget det ødelagde for mig og ikke mindst for alle omkring mig – det har jeg først forstået nu, på den anden side.

Jeg var for det meste bange, for mig selv, for det mørke inde i mig og for at være forkert. Jeg levede i frygt, og som en skygge af mig selv. Selvskaden blev et fix og en måde at bevare en kontrol, det var min mestring og det var min afhængighed. Det var samtidig min bedste ven og værste fjende. Jeg blev misforstået og jeg følte mig til besvær. Selvskaden var det eneste jeg kunne kontrollere – eller det følte jeg i hvert fald.

Ungarn 2006 029 beskåret.jpg

Jeg forsøgte at skjule det de første år, og fortalte at jeg var faldet…

I dag kan jeg godt huske hvorfor jeg selvskadede, jeg kan huske hvad der satte gang i det, hvad der kunne tricke mig. Jeg kan tydeligt huske hvordan mine tanker hele tiden kredsede om det – jeg havde kun fri når jeg var skærmet, i bælte eller på anden måde isoleret fra mig selv, hvilket var næsten umuligt.

Og NØHJ hvor jeg ikke savner det. Jeg er SÅ glad for, at jeg kæmpede mig ud af det. At det ikke længere har kontrollen over mig. At jeg i dag ikke skal tænke på barberblade, på hvornår de næste sting skal fjernes, om jeg får betændelse i armen den her gang og hvordan jeg skjuler det.

Jeg føler mig fri! Jeg er lettet og jeg er lykkelig. Jeg kan stadig godt mærke noget af den samme trang, i dag har jeg bare SÅ mange andre måder at håndtere mig selv på, mine følelser og frustrationer. Jeg forstår godt hvorfor jeg gjorde det dengang, men hvor ville jeg ønske at jeg aldrig var gået ned ad den sti til at starte med, og havde turde hive fat i nogen omkring mig. Hvor ville jeg ønske jeg havde lyttet til mig selv og taget mig selv alvorligt, så havde jeg ikke haft alle de ar i dag, og ikke mindst de mange dårlige oplevelser forbundet med det.

Men jeg er taknemmelig for jeg overlevede og at jeg i dag kender mig selv så godt. At min liv er fyldt med kærlighed, fremfor frygt. At jeg tør stå ved mig selv, også selvom jeg har ar. Jeg elsker livet, og jeg vil aldrig gå ned ad den sti igen, for den går ikke i den retning jeg gerne vil med mit liv – nemlig fremad.

 

-Sidsel