Jeg begynder at tro på at min hjerne er retur!

Det kan lyde som en selvfølge og samtidig også være helt uforståeligt på samme tid! Og jeg tror næppe der er mange der kan forstå hvordan det føles, men mine tanker er mange her til morgen, og jeg vil prøve at dele lidt med jer.

I de år jeg var syg forsvandt jeg mere og mere fra mig selv og den positive, kloge og livsglade Sidsel jeg var, blev erstattet af hende den utilregnelige med paranoid skizofreni, der var så svært selvskadende at hun ødelagde sig selv og andre… …Eller sådan så jeg mig selv, og sådan følte jeg at jeg blev mødt. Og hvad kom først? Uanset var det selvbillede, den selvstigma en ond ond spiral. -Og jeg er taknemmelig for at jeg i dag har brudt spiralen!

Jeg har nu i over 3 år haft det SÅ godt, at jeg har måtte knibe mig selv for at forsikre mig om, at det ikke var en drøm. Jeg har været utrolig bange for at følelsen forsvandt igen, at jeg bare var manisk eller psykotisk. Jeg har haft svært ved at forstå at det gode liv er kommet for at blive. Og jeg mærker en kæmpe styrke på studiet, og at jeg rent faktisk kan følge med og jeg elsker at suge ny viden til mig!

Jeg var til eksamen i onsdags, og jeg har det sådan med det her studie, at succeskriteriet for mig er at komme igennem! Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle studere. Ikke for 5 år siden i hvert fald! Jeg var til eksamen i elektrofysiologi og instrumentering, et fag hvor det handler om at omsætte kroppens signaler til signaler man kan måle på, og hvordan det er muligt at lave apparater der kan måle EEG, EKG, EMG og ENG. Jeg skal nok spare jer for alt nørderiet, og som sagt er mit udgangspunkt at jeg skal bestå mine eksaminer. Men jeg fik 12! Jeg forstår det slet ikke, og det er ikke første 12 tal på det her studie….. Kan jeg godt overgive mig til, at det ikke bare er et “stadie”, men at den her følelse af at have det godt, være på toppen, være klog og rent faktisk elske livet, er kommet for at blive??

Lykkelig er et stort ord, men hvad er lykkelig? Jeg har fundet meningen i min tilværelse, jeg har fundet en sti hvorpå jeg fungerer og er glad. Glad glad glad, helt ned i maven!

Jeg var ude og holde oplæg i psykiatrien omkring recovery, og en behandler spurgte mig om jeg stadig har symptomer. Men hvem er det der skal redegøre for hvad symptomer er? Hvem er det der er dommer overfor det? Alle der sidder overfor en behandler med diagnosebrillerne på, ville kunne få en diagnose eller i hvert fald have begyndende symptomer på et eller andet. Det vigtigste er vel at jeg er glad, at jeg i den grad er velfungerende og at jeg ikke på nogen måde er hæmmet af noget i mine tanker?

Mange har mønstre med sig, og er begrænsede i deres liv - syg som rask. Står fast i den samme rille eller har svært ved at finde deres sti eller mening. Jeg har ikke symptomer mere, men sad jeg foran en “ny” behandler der på forhånd kendte min diagnose, ville vedkommende sikkert kunne putte mig i en kasse igen. Men står jeg overfor et menneske der møder mig uden kendskab til min historie, så ved jeg jeg ikke bliver stemplet som syg og jeg opfatter ikke mig selv som syg. Sådan er det, at vi spejler os i dem vi møder, og det er derfor enormt vigtigt at vi står fast på følelsen i os selv, og ikke lader os drive med af hvordan andre møder os.

Jeg er svær at påvirke idag, jeg kender mig selv enormt godt. Og jeg VED at jeg nu er “recovered” på den helt rigtige måde for mig - for jeg er tilbage med fuld styrke og jeg er forelsket i det her nye liv.. Der efterhånden er knap så nyt længere!

Alt er så godt!

-Den sejrsdansende Sidsel!