Spændende debatindlæg i psykologmagasin.

Jeg fandt for en uges tid siden et debatindlæg skrevet af psykolog Peter Damgaard-Hansen i psykologernes fagmagasin (link nederst i det her opslag, og det kan anbefales på det kraftigste at læse det (trods det er lidt langt ;) )).

Jeg har læst og læst det, igen og igen. Og jeg kunne snakke om det i laaaaang tid (hvilket jeg helt sikkert også vil gøre). En af mine spidskompetencer er jo at koble mine personlige erfaringer sammen med de faglige tilgange der er (og burde være) i systemet, så her får i lige en lille personlig historie der måske allerede nu kan gøre en forskel, inspireret af følgende citatet fra debatindlægget:

"Skal vi afhjælpe disse “sindslidelser”, der breder sig som epidemier, er det oplagt, at vi ikke skal se dem som psykiske sygdomme, der skal kureres, men som udtryk for sjælesmerter, der skal mødes og rummes. En sådan inkluderende tilgang er allerede i udgangspunktet en modgift mod isolationsoplevelsen. "

Hvordan kunne tilgangen til mig som patient være SÅ forskellig?
Jeg blev ofte mødt som en af de farlige. Jeg havde paranoid skizofreni og var massiv selvskadende, og jeg var en af dem man skulle passe på med at blive for personlig med. Jeg "krøb" hurtigt under huden på personalet, fik jeg at vide. 
Det resulterede også i forskellige måder at tilgå mig på fra personalets side. 
På selv samme psykiatriske sygehus, blev jeg mødt af to forskellige tilgange på meget få uger:

Jeg kom ind på røde papirer, fulgt af politiet. Stuen var ryddet for alt, undtagen en madras på gulvet, dyne og pude. Jeg skulle afklæde mig alt mit tøj, og så vidt muligt i sygehustøj (dog lettere problematisk for mig at passe, da jeg vejede 150 kg). Jeg skulle så opholde mig 3 døgn på den stue, hvor maden kom ind på en plastikbakke og jeg skulle råbe efter personale når jeg skulle følges på toilettet. 
Der var ikke mange der satte sig ind til mig. Personalet havde travlt, og de andre patienter var meget udadreagerende og krævede mere støtte. Jeg følte mig generelt meget forkert og i vejen og råbte derfor ikke højt eller bad om hjælp eller en snak. Men jeg var angst, psykotisk og mit selvhad var på det højeste. 
Jeg blev behandlet med isolation, som var jeg farlig, og jeg følte mig farlig og meget forkert (og i øvrigt meget syg).

En anden afdeling:
Jeg var stadig tvangsindlagt og der blev ofte diskuteret højlydt på gangen, om jeg ikke skulle være på en mere sikret afdeling. At jeg ikke hørte til der. At jeg var for dårlig og trak for mange ressourcer.
Men en sygeplejerske gjorde en kæmpe forskel. Hun turde nemlig træde ind i rummet til mig, uden en "agenda" andet end at jeg ikke skulle være alene i min angst og psykose. Hun aede mig på armen og talte roligt til mig, eller sad bare ved siden af mig. Hun lyttede til mig når jeg fortalte om hvordan skyggerne dansede og om hvordan hendes ansigt forandrede sig og hendes øjne gled ned på kinderne eller helt forsvandt. Men vigtigst af alt: Jeg var ikke alene! Jeg følte mig ikke alene, jeg følte mig ikke forkert. Jeg følte mig rummet og forstået. Jeg følte mig ikke isoleret lige dér. Et menneske mødte mig på den fineste måde, og det har sat sig dybt i mig. Hun var ikke bange for mig og jeg følte mig derfor mindre bange og kunne langsomt slippe psykosen.

Tænk at der skal så lidt til.......

TAK til Peter for at sætte ord på. Tak for at vi begynder at nå igennem med behovet for en ny tilgang, forståelse og system. 🙏

Jeg håber der er flere der tør stå frem med meninger og holdninger i det her, der tør dele deres erfaringer. Flere der tør bryde med systemet, for I er ikke længere alene. <3

Ha' en dejlig aften. 😍

-Sidsel

Debatindlægget kan findes HER.