Hvad tilbyder jeg?

Oplæg til temadag i Aarhus omkring vigtigheden af gennemsigtighed på bosteder.

Oplæg til temadag i Aarhus omkring vigtigheden af gennemsigtighed på bosteder.

Vi har alle et fælles mål om at hjælpe psykisk udfordrede borgere – hvordan skaber vi så et fælles sprog, system og strategi?

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade skriver, at 1 ud af 5 gymnasieelever skader sig selv.  1/3 af alle unge mellem 18-25 har selvskadet og i aldersgruppen 18-80 år, ser vi at hele 11 procent på et eller andet tidspunkt i deres liv, har gjort skade på sig selv med vilje.

Det er et støt voksende fænomen, som vi i dag ikke formår at kortlægge præcist og uden tvivl mangler en fælles indsats overfor. Studier viser sammenhænge blandt selvskadere, hvordan både opvæksten og følger deraf kan være udløsende faktorer. Og vi ved efterhånden af erfaring, at selvskade fører til afhængighed, og kan i værste fald medføre selvmord, også selvom det som udgangspunkt ikke var hensigten.

Undersøgelser viser ligeledes at 25 procent af alle indlagte patienter, bliver genindlagt inden for en måned efter udskrivelse.

Og vi ved af erfaring, at mange bliver fanget i et system der ikke samarbejder på tværs af psykiatri, socialområdet og det somatiske.

Når vi som patienter mødes at autoriteter i systemet, underlægger vi os hurtigt og accepterer medicin som det eneste rigtige.

Samfundet har bygget et system, der i et misforstået forsøg på at alvorliggøre psykiske lidelser, har proppet somatiske termer ned over psykiatrien. Det bliver en debat om økonomi, sengepladser, ressourcer og prioriteringer. I stedet for burde vi kigge på, om vi overhovedet har et system der varetager patienternes interesse og om systemet er i stand til at helbrede, eller blot fastholder patienterne i en rolle af afmagt og passivitet.

Hej jeg hedder Sidsel og jeg er 32 år. Jeg læser til ingeniør i sundhedsteknologi, denne interesse udspringer af min brede erfaring og viden om systemet og ikke mindst den psykiatriske del.

Jeg er vokset op i, hvad der udadtil var en kernefamilie. Der skulle ikke kradses meget i overfladen før dæmonerne var tydelige. Jeg var selv den perfekte elev, med topkarakterer og et desperat behov for kontrol.

Da mine forældre blev skilt krakelerede mit selvbillede, jeg kunne ikke opretholde “den perfekte pige og elev” og i et desperat forsøg på at holde facaden, startede jeg med at selvskade i afmagt, vrede og selvhad. Dette var starten på en over 10 årig lang periode med indlæggelse på indlæggelse, og jeg blev kastet rundt mellem åbne og lukkede afdelinger, lange perioder med 1:1 skærmning, bæltefikseringer og med diagnoser som angst, depression, personlighedsforstyrrelser og paranoid skizofreni.

 

Jeg tog 80 kg på, var sederet og passiv, og blev til sidst placeret på et døgndækket botilbud for permanent psykisk syge. Jeg var stadig jævnligt indlagt, voldsomt medicineret og fik tilkendt førtidspension som 26-årig. De år var fyldt med tiltagende ønske om selvudslettelse, stoffer, selvskade og et desperat ønske om blot at være ”normal”. Men min tilstand forblev uændret, jeg følte mig forkert og systemet fastlåste mig i det selvbillede, hvor jeg kva mine diagnoser, selvskade og medicinering blev behandlet som farlig og meget alvorligt psykisk syg. Jeg var passiv i mit eget liv, og havde en forventning om at andre ville redde mig.

Efter 2 år på institution flyttede jeg for mig selv, men dette ændrede ikke mit sind og tilstand og efter en tur i byen, hvor jeg havde black out og blev forsøgt voldtaget, spiste jeg glasskår og blev indlagt. Jeg blev dog hurtigt udskrevet, min tilstand var kronisk og psykiatrien kunne/ville ikke stille mere op. Mit valg var nu, skulle jeg lade mig falde eller skulle jeg gribe mig selv. Det blev endepunktet, hvor jeg endelig tog ansvaret tilbage til mig selv og ikke længere havde en forventning om at andre viste mig vejen. For mig blev det en kamp mod systemet og med mig selv, jeg vil vinde. Det tog mig derefter 3 år at komme ud af alt medicinen, få afsluttet den psykiatriske behandling og få diagnosen paranoid skizofreni med komplet remission – rask.

I dag ser jeg ikke mig selv som offer længere, hverken i alt det jeg var udsat for som barn, ung, voksen og heller ikke som offer for min tid i systemet. Jeg har lært så utroligt meget om behandling, systemet og ikke mindst hvad der skal til for at komme på den anden side.

Jeg sidder med en viden, som jeg ønsker at videregive. Jeg vil gerne fortælle min historie, ikke for at få omsorg eller medlidenhed, men for at gøre unge og fagpersoner opmærksom på faldgrupper, opmærksomhedspunkter, tilgange og forståelse. Jeg accepterer at min historie og fortid er mig, men jeg vil ønske en havde spurgt mig som unge pige ”Hvordan har DU det? Hvad drømmer DU om? Hvad tror DU er den rette behandling for dig? ”.

Udover jeg kommer med en historie der rammer bredt, kan jeg i dag se det hele udefra og er i stand til at stille skarpt ind på hvad der har virket for mig og hvad der ikke har fungeret. Hvad der har gjort en forskel og hvor jeg står i dag – meget stærkere end de fleste og jeg bliver her.

Jeg drømmer om at vi tør vende behandlingssystemet på hovedet. At vi tør tage de svære snakke, og stille os op overfor den hierakiske tilgang systemet i dag desværre er underlagt. Jeg tror på, at vejen ud af psykisk sygdom handler om meget mere end den biomedicinske tilgang, som vi kender den i dag. Jeg tror på, at patienter står langt stærkere, hvis de møder forståelse, accept og bliver løftet i deres drømme, mål og ressourcer. At de fra start bliver mødt med en nysgerrighed og valgfrihed i egen behandling. At brugeren inddrages i alt fra dokumentationsarbejdet til behandlingsstrategier. Dette vil automatisk give et ejerskab over egen helbredelse, hvilket vil have langt større effekt end det vi ser i dag.

Jeg står skarpt frem med mine holdninger, der ikke er underlagt en organisation eller har teoretisk baggrund. Andet end den jeg har erfaret på egen krop – både som bruger og den viden jeg samler, når jeg møder andre brugere, pårørende og personaler rundt omkring.

Læs nedenfor om, hvad jeg oftest bliver booket ud til.

Jeg er selvfølgelig åben for forespørgsler til andre former for samarbejde, hvis I står med en opgave og kan bruge min viden og erfaring. Kontakt mig, og vi kan sammen finde en løsning der fungerer for jer.

Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål.

 
 
15.jpg

Oplæg til temadag for sundhedsfagligt personale, med udgangspunkt i et konkret emne.

Jeg kommer gerne ud og bidrager med brugerperspektivet på temadage, hvis emnet er relevant for det jeg kommer med.

 
IMG_20180409_115427.jpg

Oplæg og workshop for sundhedsfagligt personale, med udgangspunkt i min personlige historie og eventuelt konkret emne.

Jeg vil formidle min erfaring på en måde, så den er brugbar i det praksis nære arbejde. Desuden vil jeg indbyde til dialog og sparring om konkrete, relevante emner.

 
45671323_1922035107884421_2794854774216851456_o-1080x520.jpg

Paneldebat

Jeg kommer gerne og deltager i paneldebatter, hvis emnet er relevant for mig. Desuden deltager jeg også gerne i paneldebatter i forbindelse med temadage, hvor jeg på en skarp og ærlig måde, vil bringe brugerperspektivet ind i dialogen.

 
 
IMG_1042.jpg

Motivationsoplæg for brugere

Jeg kommer gerne ud og fortæller min historie for brugere og/eller pårørende. Primært som motivationsoplæg og forhåbentligt så frø med håb hos den enkelte.