Klumme om dokumentationsarbejde

Jeg skrev en klumme til samfundsdesign.dk, i forbindelse med afholdelse af workshop på EG Sensum Bosted temadag februar 2019.

Denne klumme omhandler mit syn på tiden der bliver brugt på dokumentationsarbejde, og hvordan jeg tænker det kan være muligt at inddrage borgeren med henblik på recovery.

 
 
samfundsdesignklumme.PNG

Man skal turde omtænke dokumentation - med borgeren som hovedaktør

Se, hvordan god dokumentation gjorde forskellen for Sidsel

Der går enormt meget tid fra samarbejde med borgeren, når der dagligt skal dokumenteres internt og eksternt.

Som tidligere bruger af det psykiatriske system, mærkede jeg tydeligt en frustration fra personalet over, at de ikke følte, de kunne fordybe sig i det, de brændte mest for, nemlig at gøre en forskel på det praksisnære plan.

Dokumentation som løftestang

Kan dokumentationsarbejdet bruges som et konstruktivt redskab til at arbejde sammen med borgeren?

Jeg har mange erfaringer med netop dét fra mine 12 år i systemet, både de misforståede forsøg, den manglende inddragelse, følelsen af passivisering i egen behandling, og ikke mindst de virkelig gode erfaringer, hvor dokumentationsarbejdet blev brugt som et udviklingsværktøj sammen med mig.

Jeg brænder for at formidle, og et af mine yndlingstemaer, når jeg er ude og holde oplæg, er netop brugen af dokumentationen som arbejdsredskab i samspil med borgeren.

Jeg synes, det er ekstra relevant i dag, hvor vi desværre har et system, der er skruet sådan sammen, at psykisk sygdom skal sidestilles med det somatiske, og som helt misforstået gør, at patienten overlader sin behandling trygt i hænderne på de professionelle. Jeg er overbevist om, at det er altafgørende for recovery-processen, at borgeren inddrages i egen behandling og derigennem får ejerskab over eget liv.

Dette vil uden tvivl styrke motivationen hos den enkelte.

Recovery som metode

Hvis den psykisk syge ikke længere har en forventning om at blive reddet, men derimod føler det som et samarbejde, så vil vi på sigt se langt større procentdele, der kommer sig helt eller delvist.

Men hvordan kan det så bringes med i det daglige arbejde med borgeren?

Da jeg boede på døgndækket botilbud, brugte personalet EG Sensum Bosted-systemet til intern dokumentation, og det var endda udvidet med den funktion, at jeg som beboer kunne læse med og kommentere på det, der blev skrevet.

Det så jeg som et kæmpe plus, da jeg skulle vælge botilbud. Først og fremmest fordi jeg var paranoid og forsøgte at holde styr på, hvem der vidste hvad om mig, men også fordi jeg så havde en forventning om rent faktisk at blive hørt.

Desværre viste det sig at have en helt anden effekt. Jeg fulgte med og følte ofte, at de havde misforstået mig, så jeg skrev om min egen oplevelse af dagligdagssituationen. Jeg tvivler på, at mine kommentarer overhovedet blev læst, for der blev aldrig fulgt op på det.

Det er fint, at man som botilbud kan ”vinge” den funktion af, og så klappe sig selv på skulderen over at være et sted, der vægter brugerinddragelse højt, men hvis ikke der bliver fulgt op, så sendes mine kommentarer, frustrationer og ønsker ud i intetheden, og i situationen bekræfter det mig blot i, at jeg ikke er noget værd – og så modarbejdes målet om recovery.

En kontaktperson i psykiatrien forstod min paranoia og mødte mig i mit behov. Vi skrev kardex sammen efter hendes vagter, og på den måde fik jeg et anderledes syn på mine reaktioner, som jeg ikke kunne se i situationen.

Det gav mig en øget forståelse og et meget bedre udgangspunkt for behandlingen i det daglige.

Dokumentation for og med borgeren

Da jeg senere flyttede i egen lejlighed, hvor jeg fik bostøtter tilknyttet, havde de fra start af en forståelse for mit behov, men også generelt fokus på at jeg skulle inddrages i dokumentationsarbejdet.

Dette gav mig i høj grad medbestemmelse, ift. i hvilken retning vi skulle arbejde, og hvordan vi skulle gøre det. Jeg fik mere og mere tillid til dem, og ikke mindst mig selv, hvilket taktvist øgede min motivation for at blive rask – og her er jeg så i dag:

Rask, afsluttet i al behandling, studerer til sundhedsteknologiingeniør og brænder for at formidle og forbedre systemet.

Der skal ændringer til, udviklet individuelt med borgeren, sådan at der fra start bliver dannet en fælles alliance mellem borger og personale, og her mener jeg, at fælles dokumentation kan blive et vigtigt og brugbart redskab.

Kan dokumentation tænkes anderledes, så den primære tid er med borgeren, og så vi skaber et samarbejde om fx delmål, ønsker for rutiner, plads til at drømme og skaleringer, så det er målbart og synligt for borgeren, hvordan målene nærmer sig og ændrer sig?

Jeg tror, og har mærket på egen krop, hvordan frustrationen hos personalet vendte og skabte motivationen hos både personalet og mig selv i forhold til recovery, men er systemet klar til at omstrukturere kulturen?